Fakta om Nørre G
Sådan er vi
Du skal ikke lave dig selv om for at passe ind
Nørre G skal være et sted, hvor du kan være den, du er. Vi taler ordentligt til hinanden. Vi giver plads til, at man tænker sig om, og til at man ikke altid er enig. Og vi holder øje med, at ingen sidder alene. Det er ikke ledelsens opgave. Det er alles.
Du skal blive klogere, end du troede du kunne
Vi vil have et gymnasium, hvor det er fedt at være god til noget. Vi har tolv studieretninger inden for naturvidenskab, samfundsfag, sprog, musik, billedkunst og design, så du kan gå all in på det, du brænder for. Undervisningen skal udfordre dig. Ikke for at slå dig ud, men fordi det er der, det rykker.
Verden er allerede inde på skolen
Vi er mange forskellige mennesker her, med hver vores baggrund og sprog, og vi har en hel IB-linje, der undervises på engelsk. Det gør noget ved en at gå i skole med folk, der ser verden fra en anden vinkel end en selv. Det er en af de bedste ting, du får med herfra.
Du er med til at lave skolen
Koncerter, musikteater, fester, udvalg, verdensmålsarbejde. En stor del af livet på Nørre G er skabt af elever, ikke af et skema. Du har reel indflydelse på din hverdag, hvis du tager den. Det er sådan, man lærer at tage ansvar, stå på egne ben og tænke nyt i stedet for bare at gøre, som man plejer.
Kort sagt: kom som du er, og gå herfra som en, der ved noget, kan noget og tør noget.
Fakta
Bestyrelsen består af
Finn Schwarz, Advokat (formand for bestyrelsen)
Camilla Niebuhr, Børne- og kulturdirektør i Rødovre Kommune (repræsentant for folkeskoleområdet, næstformand for bestyrelsen)
Tobias Høygaard Lindeberg, uddannelsesdirektør Zealand
Annegrete Jul, Direktør Center for Sundt Liv og Trivsel (udpeget ved selvsupplering, repræsentant for de videregående uddannelser)
Ian Felix Dejean (udpeget af Københavns Borgerrepræsentation og regionen i forening)
Birgitte Lyhne Broksø (repræsentant for de lange videregående uddannelser, Kontorchef KU, kommunikation, udpeget af bestyrelsen)
Evy Jørgensen (medarbejderrepræsentant med stemmeret)
Mikkel Hvidtved (medarbejderrepræsentant uden stemmeret)
Alma Hvorslev Sonne (elevrepræsentant med stemmeret)
Ofelia Kristine Simonsen Schwaner (elevrepræsentant uden stemmeret)
Mette Vedel, Rektor (bestyrelsens sekretær og ikke bestyrelsesmedlem)
Bestyrelsesmøder
2026:
10. juni 2026:
25. marts 2026: Referat
2025
4. december 2025: Referat
9. oktober 2025: Referat
11. juni 2025: Referat
25. Marts 2025: Referat
2024
5. december 2024: Referat
25. september 2024: Referat
6. juni 2024: Referat
3. april 2024: Referat
2023
29. november 2023: Dagsorden
27. september 2023: Referat
8. juni 2023: Referat
21. marts 2023: Referat
2022
15. december 2022: Referat
28. september 2022: Referat
14. juni 2022: Referat
23. marts 2022: Referat
Strategi 2025-2030: Fremtidens fagligheder og fællesskaber
Unge mennesker skal møde fremtiden med håb og handling. Derfor arbejder vi frem mod 2030 med tre strategiske indsatsområder.
1. Nysgerrighed og kreativitet
Du skal træne din forestillingsevne og lære at omsætte idéer til konkrete løsninger. Det sker gennem kultur, kreative arbejdsformer og undersøgende undervisning i alle fag, også de naturvidenskabelige. Vi satser blandt andet på spændende engineering-forløb, tværfaglige samarbejder, Nørre Skriver og vores kulturprofil.
2. Fællesskaber
Du skal trives og have et sted at høre til. Vi styrker fællesskaber på tværs af klasser, årgange, stx og IB, både i og uden for undervisningen. Vi arbejder med klasserumskultur, elevudvalg, lektiecaféer og en ny lounge til eleverne i kælderen.
3. Aktiverende læringsmiljøer
Du skal have reel indflydelse på undervisningen og på skolen. Vi træner arbejdsformer, hvor du er aktiv, lader elevernes nysgerrighed styre mere, arbejder med debat og samarbejder med partnere uden for skolen om virkelige problemstillinger. Elevrådet og udvalgene inddrages aktivt i beslutningerne.
Vores værdier: Faglig begejstring. Fællesskab og forskellighed. Mod.
Et centralt element i gymnasiernes kvalitetssystem er, at vi skal gennemføre en fælles årlig trivselsmåling med henblik på at forbedre elevernes trivsel og læringsmiljøet på skolen. Trivselsmålingen fungerer som et pædagogisk og strategisk redskab, der fokuserer på elevernes faglige og sociale trivsel. Målingen er et kvantitativt spørgeskema med en række fastlagte obligatoriske spørgsmål.
Elevtrivselsundersøgelse (ETU)
Næste elevtrivselsundersøgelse gennemføres december 2026.
Opfølgningsplan for ETU 2024-2025
Opfølgningsplan for ETU 2023-2024
Antimobbestrategi
På Nørre Gymnasium har vi en antimobbestrategi, som skal understøtte trivsel, gensidig respekt samt bidrage til at opbygge trygge og tolerante fællesskaber, hvor man ser hinanden og det at være forskellige, som en styrke for fællesskabet og elevernes læring.
Undervisningsmiljøvurderinger (UVM)
Mindst hvert tredje år skal der udarbejdes en skriftlig undervisningsmiljøvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene samt forholdene vedrørende det psykiske og æstetiske miljø på uddannelsesstedet. Vurderingen skal revideres, hvis der sker ændringer, der har betydning for undervisningsmiljøet.
Undervisningsmiljøvurderingerne gennemføres hvert tredje år i december. Resultaterne er opsamlet og gennemgået med AMR, elevråd og ledelse og bliver fremlagt på SU-mødet i marts, hvorefter opfølgningsplanen offentliggøres her på hjemmesiden.
Spørgeramme til UVM på dansk 2022
Spørgeramme til UVM på engelsk 2022
Sundhedsprofil (Ungeprofilen)
Ungeprofilen er en årlig landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, som giver en bred indsigt i, hvordan unge oplever egen trivsel og sundhed. Nørre Gymnasium er med som en del af partnerskabet med Københavns Kommune. Partnerskabet trådte officielt i kraft den 1. januar 2017. Formålet er at fremme elevernes sundhed og trivsel, så flere fastholdes i og gennemfører en uddannelse. Ungeprofil-undersøgelsen gennemføres årligt i december/januar, hvor der efterfølgende udarbejdes en handleplan i samarbejde med Københavns kommune
Skolerapporten danner afsæt for, hvilke sundhedsfremmende indsatser der igangsættes på skolen – også i regi af partnerskabet.
Sundhedsprofil-undersøgelsen gennemføres årligt i december/januar.
Skolerapporten og handleplanen indgår i Nørre Gymnasiums selvevaluering og opfølgningsplan.
Formålet med kvalitetsarbejdet på Nørre Gymnasium er at understøtte den pædagogiske strategi, særlige indsatsområder og den generelle pædagogiske udvikling, så vi skaber læring hos eleverne. Vi arbejder for at udvikle en kvalitetskultur, der bygger på tillid og viden (data) og som kan skabe dialog, kritiske refleksioner samt didaktisk udvikling.
Vores læringskultur er bedst karakteriseret ved termen organisationsansvarlighed, hvor den enkelte medarbejder udviser ansvar for helheden i sin opgaveløsning. Det betyder, at beslutninger træffes så tæt på den/de, som det vedrører, og et godt eksempel på dette er vores teamorganisering. De fleste beslutninger, som vedrører undervisningen, ligger i teamet, hvor et team er defineret ved 4-6 lærere om en klasse, hvoraf én af lærerne er teamleder. Teamet lægger fx skema for, organiserer, planlægger, gennemfører og evaluerer den flerfaglige undervisning, der leder op til SRP. Progressionen for det skriftlige arbejde og for elevernes faglige formidlingsevner planlægges også i teamet. Det er således naturligt, at de konkrete mål for, at eleverne skal blive så dygtige som de kan, ligger i teamet.
Hvert team (det vil sige ca. 40 teams) formulerer løbende indsatser på klasseniveau.
På Nørre G arbejder vi generelt med flere mål
Overordnede mål for uddannelsen:
- At implementere og forankre feedback som en naturlig arbejdsform og læringsstrategi blandt eleverne.
- At implementere karrierelæring som en naturlig del af den daglige undervisning, der først og fremmest baserer sig på den viden og de metoder, som fagene er repræsentanter for.
- At give eleverne en kritisk bevidsthed i forhold til anvendelse af alle slags materialer, herunder også digitale.
- At kunne omgås viden på en akademisk redelig måde.
- At udvikle elevernes innovative kompetencer, således at de både er i stand til at identificere problemer baseret på faglig viden og at give mulige faglige løsninger på dem.
For at lykkes med denne form for kvalitetsudvikling og skoleudvikling har vi et fortsat fokus på kompetenceudvikling i teamet og af teamsamarbejdet. Den enkelte medarbejders organisationsansvarlighed er et tilbagevendende indsatsområde, idet skolens udvikling står og falder med, at alle har blik på helheden i opgaveløsningen, og altså dermed kan se teamsamarbejdet både som et frugtbart samarbejde om elevernes faglige udvikling og for skolens udvikling.
Hvordan implementeres og forankres teamenes resultater og erfaringer?
Det enkelte team evaluerer indsatsen og vurderer resultatet. I løbet af skoleåret afholder vi årgangsmøder med alle teamledere, således at det kan sprede sig som ringe i vandet. Nogle elementer kan nemt forankres i den daglige praksis, mens andre kræver fællespædagogisk efteruddannelse.
Vores pædagogiske udvalg FPF (Fagligt pædagogisk forum) er med til at definere og udvikle evalueringer og indsatsområder. Vores model for kvalitetsudvikling vil give mange forskellige perspektiver på de overordnede indsatsområder, som skolen har opstillet, og det er i høj grad teamene – i samarbejde med ledelsen og FPF – der afgør, hvilke dele der skal forankres, og hvilke projekter og tiltag, som eventuelt må lægges ned. På den måde har vi en løbende dialog om vores indsatsområder og om vores uddannelses udvikling generelt.
Evalueringsplan
Kvalitets- og evalueringsplanen beskriver vores arbejde med at evaluere strategitiltag og projekter, evalueringen af undervisningen, den enkelte elev og teamsamarbejdet.
Link til Evalueringsplan for Nørre G
Nørre Gymnasiums resultater angående karaktergivning, fuldførelsestid, fuldtidsfrekvens, frafald samt overgangsfrekvens til anden uddannelse og beskæftigelse er let tilgængelige og er altid opdateret på Undervisningsministeriets hjemmeside om uddannelsesstatistik
Overgang til videregående uddannelse
Rapporten fra undervisningsministeriets datavarehus viser studenters søgemønstre i 2022. Tallene har udgangspunkt i ungdomsuddannelsesinstitutioner fra alle årgange, som har søgt en videregående uddannelse i 2022.
Organisationen på Nørre G
Nørre Gymnasiums organisation er under stadig forandring, idet vi hele tiden forsøger at tilpasse strukturen til de mål, krav og forventninger, vi selv og omgivelserne har til vores virksomhed.
Grundlæggende principper
Blandt de grundlæggende principper for Nørre G's organisation er:
a) Beslutninger skal træffes så tæt som muligt på dem beslutningerne vedrører.
b) Organisatorisk arbejder vi med fire grundlæggende enheder, der tilsammen skal løse de samlede opgaver, som man kan se herunder.
Teams/Udvalg
Karakteristisk for et team er, at det er sammensat af en række medarbejdere med forskellige kompetencer, og at det løser en kompleks opgave – ofte praktisk koordinerende opgaver – som kan have flere løsninger. Teamet arbejder over længere tid. Det gælder f.eks. lærerteamet omkring en klasse, og det gælder fagteamet og teamet omkring NV og AP. I teamet er der rum for refleksioner over, hvordan opgaverne kan løses på forskellige måder (f.eks. pædagogik, didaktik og innovation i undervisningen). Som team henhører nogle faste arbejdsgrupper, som har overlevet fra vores tidligere organisation, nemlig Aktivitetsudvalget, Forskønnelsesudvalget og IB-udvalget. Dertil kommer FPF (fagligt pædagogisk forum), som er tæt knyttet til skolens SU.
Ad hoc-grupper
Som supplement til teams nedsættes ad-hoc-grupper, som løser begrænsede og mere entydige opgaver, eller som sætter fokus på særlige indsatsområder med det formål at få den løsning, som gruppen finder frem til, implementeret i organisationen. En ad hoc-gruppe arbejder ideelt set i en tidsbegrænset periode hen imod en løsning, som indarbejdes i organisationen, hvorefter gruppen opløses igen. Ad hoc-grupper kan opstå, hvis en gruppe medarbejdere eller ledelsen ønsker at sætte fokus på løsningen af en særlig opgave, som ikke er forankret et andet sted, og hvis der kan skaffes de nødvendige midler.
Enkeltfunktioner
Nørre Gymnasium har en lang række forskellige drifts- og ledelsesopgaver, som varetages af enkeltpersoner. Til hver af disse funktioner er knyttet en funktionsbeskrivelse.
Samarbejdsudvalget
Dette fungerer som koordinerende organ for teams, projektgrupper og enkeltfunktioner. Samarbejdsudvalget rummer også det lovpligtige Medarbejder Indflydelses Organ. Alle er velkomne til at afprøve deres ideer i samarbejdsudvalget, der således også fungerer som reflektionsrum og koordineringsorgan.
Organisationskompleksitet
Nørre Gymnasium er dermed en meget kompleks organisation, som ikke umiddelbart lader sig fastholde i et organisationsdiagram. Der er tale om en organisationsform, som i litteraturen har mange forskellige betegnelser: ”løst koblet organisation”, ”spaghettiorganisation”, ”Ad-hoc-krati” og ”lærende organisation”. Styrken i denne form er, at medlemmerne i organisationen hele tiden er tvunget til at drøfte opgaverne og deres løsning, og dermed er organisationen i stand til at reagere hurtigt på interne såvel som eksterne behov.
Som institution anerkender vi, at organisationen tilsyneladende rummer uoverskuelighed og vi accepterer den usikkerhed, som følger heraf. Gennem ansættelse af – og udvikling af – højt kvalificerede medarbejdere, og ved at understøtte en kultur, hvor der både er plads til at begå fejl og tradition for at anerkende godt arbejde, sigter vi på at skabe en motiverende og lærerig arbejdsplads, hvor både den enkelte medarbejder og organisationen udvikler sig.
Organisationens kompleksitet reduceres bl.a. gennem Funktionsbeskrivelser, der beskriver hver enkelt funktions mål og arbejdsområder.
Ledelsens rolle
Først og fremmest er det ledelsens opgave at fordele ansvar og opgaver. Som ledelse ønsker vi desuden at støtte initiativer.
Vi søger bevidst at bruge informationsdeling og opmærksomhed som forandringsagent til at sikre et motiverende miljø, som fastholder og tiltrækker kvalificeret personale og som sikrer en god kompetenceudvikling for den enkelte.
Det er desuden et overordnet mål for ledelsen at sikre organisationen en indre sammenhængskraft, dvs. vedligeholde de løse koblinger. Det sker f.eks. ved, at den enkelte medarbejder deltager i flere teams og i fælles arrangementer. Endelig søger ledelsen at skabe variation og stress i kendte variable ved at udfordre og skabe tvivl om opgaveløsningen og derved opfordre teamet eller projektgruppen til refleksion.
Sådan underviser vi
På Nørre G møder du faglig begejstring i et miljø med plads til forskellighed og et internationalt præg. Her er alle med til at skabe en kultur, hvor man bliver set og accepteret, og hvor det er rart at være sammen.
Du starter med et grundforløb på tre måneder, hvor du prøver fagene af, inden du vælger studieretning. Derefter får din klasse sit eget team på tre til fem lærere. Teamet planlægger undervisningen, så fagene spiller sammen, og så de store skriftlige opgaver bygger oven på hinanden fra 1.g til SRP i 3.g.
Undervisningen veksler mellem klasseundervisning, gruppearbejde, projekter, eksperimenter og flerfaglige forløb. Feedback er en fast del af arbejdet: Du får at vide, hvad der fungerer, og hvad næste skridt er.
Vores profil hedder Kultur som vej til viden og fællesskaber. Kunst og kultur bruges som indgang til fagene, og progressionsplanen viser, hvordan du arbejder med kulturelt medborgerskab gennem alle tre år.
Sådan følger vi din udvikling
- Løbende feedback på dine opgaver og standpunktskarakterer undervejs
- En samtale med hver lærer om dit standpunkt mindst én gang om året
- Studiesamtale i grundforløbet og en årlig trivselssamtale i 1.g og 2.g
- Mundtlig prøve i de store opgaver i 1.g og 2.g (DHO og SRO), så du er klar til SRP
Medarbejdertrivselsundersøgelser og arbejdspladsvurderinger (APV) indgår i Nørre Gymnasiums årshjul og evalueringsplaner som andre kvalitetsinitiativer relateret til skolens medarbejdere og bidrager hermed til at skabe synlighed om skolens mål og resultater.
Medarbejdertrivselsundersøgelse (MTU)
Opfølgende handlingsplan for MTU 2024-25
Arbejdspladsvurdering (APV)
Opfølgende handlingsplan for APV 2024-25
Professionel kapital
Afdækning af professionel kapital - MTU 2021 - Nørre Gymnasium
Selvevaluering
Selvevalueringen er et centralt værktøj i Nørre Gymnasiums kvalitetsarbejde. Selvevalueringen er dels en proces, hvor vi systematisk indsamler information og viden om undervisningen og rammerne herfor, med henblik på at afdække potentialer for forbedringer og fortsat kvalitetsudvikling, og dels er selvevalueringen vores kritiske gennemgang og vurdering af egen praksis jf. ministeriets vejledning om institutionernes kvalitetssystem.
Selvevalueringer
Selvevaluering og opfølgningsplaner 2025-2026
Selvevaluering og opfølgningsplaner 2024-2025
Årshjul for selvevalueringer
En af skolens kerneværdier er, at nysgerrighed og kreativitet kan lede til læring